Hun kæmpede mod misundelsen, indtil hun brød fri sådan her…

misundelse, make it, coaching, elena glaserFor mig er der stort set ikke noget bedre i min coaching, end når de piger, jeg coacher, har fået et coaching-mindset. Lige der, hvor de begynder at stille sig selv de spørgsmål, som jeg typisk ville stille dem, og endda endnu mere præcist, for det er jo dem, der inderst inde ved, hvad det helt rigtige spørgsmål er. Det er en kæmpe gave, for når de når dertil, kan de fortsætte deres rejse uden min støtte – eller med lejlighedsvise samtaler, når de lige har brug for at komme tilbage på sporet.

En af mine piger, som er kommet hos mig fast over en længere periode, er blevet enormt skarp på at stille sig selv spørgsmål, så under vores samtaler sker det oftere og oftere, at hun når at komme op med nogle løsninger til sig selv, uden at vi gravet dybt ned i hendes underbevidsthed, for den er efterhånden blevet en del af hendes bevidsthed.

Et tilbagevendende tema for hende er ”jeg har ikke nok at byde på”, ”de andre (nogle bestemte) har mere af det jeg ville ønske” o.l.

Som det er med alle tilbagevendende problemer, er det et mønster der ligger dybt i hende, og det handler dybest set om at ”høre til i flokken” og være anerkendt. En af de mest basale følelser hos os alle!

Det kommer til udtryk hos hende på mange måder. Nogle gange angst/stress, nogle gange selvdestruktive tanker, nogle gange som misundelse, og misundelsen har bidt sig godt fast. Vi har været omkring den flere gange, men den spøger ind i mellem stadig. Hun er blevet rigtig god til at acceptere, at den er der, men hun føler stadig, at den spænder ben for, at hun kan være fri til at være sig selv.

Jeg har også kendt misundelsen, da jeg var yngre. Den bor stort set ikke i mig mere. Når jeg ser nogle med en energi eller et liv, jeg synes er inspirerende, så har jeg en bevidsthed om, at jeg også kan være det eller få det, hvis jeg ønsker det nok. Jeg følger rigtig mange inspirerende mennesker på facebook og via nyhedsmail, og jeg kan godt tænke ”hold da op de er et fedt sted i livet, og de er 5-10 år yngre end mig. Har jeg sovet i timen…?”. Men jeg ved det er en løgn. Jeg har ikke sovet. Jeg burde måske endda have “sovet” meget mere. Jeg er lige der, hvor jeg skal være, og det jeg ikke har i kroner og ører lige nu, har jeg i livserfaring og i op- og ned-ture, som ikke må undervurderes. Men misundelsen kan være en meget stor skygge, og da jeg var helt ung, kunne jeg næsten ikke se en smuk kvinde uden at at skulle finde et par fejl ved hende… “Ja, ja hun har en flot krop, men de der ører får hende til at ligne….” (Hun kunne ikke bare gå der og være perfekt, når jeg nu ikke var det…!)

Misundelsen gør dig mindre end andre, og den giver dig lyst til at gøre andre mindre, så du føler du dig tættere på et ligeværd. Den hjælper hverken dig eller dem, og du skal knække koden på din misundelse, som min klient gjorde!

Da jeg spurgte hende: ”Hvad tænker du, ville være en rigtig god opgave for dig til næste gang?”, svarede hun promte! ”Jeg skal kigge på den misundelse med et bedre mindset, og som en kilde til inspiration. Jeg vil spørge mig selv, når den dukker op:

1. Hvad er det egentlig, jeg er misundelig over?

2. Er det noget værd?

3. Hvordan kan jeg bruge det her som inspiration?”

Stærkt!! Hun kom gangen efter og følte at hun var bedre venner med misundelsen. For det første havde hun indset, at hun faktisk ikke ønskede at være som dem hun var misundelig på. Måske var det blot det, at de var en anerkendt del af en gruppe, som igangsatte en længsel hos hende.

Det næste spørgsmål, om det havde værdi: ”Ja!”. Hun vil gerne være en anerkendt del af en gruppe, men ønsker jo egentlig ikke i højere grad at være en del af den gruppe, hun allerede er i, for hendes værdier matcher ikke helt de andres. Og det sidste spørgsmål – inspiration. Hun ville bruge den her misundelse som en påmindelse om, at det er vigtigt, at hun  søger at blive en del af noget, hvor hun hører hjemme. Et sted hvor indsigt, kreativitet, musik og dybde har sin plads. Det har givet hende en klarere vision.

Der er altid en gave i misundelsen, for der gemmer sig en længsel. Bliv klog på den længsel, og sørg for være det eller give dig selv det, som du ubevidst længes efter. Du har det i dig!