Ingen ville sidde ved siden af Taylor Swift…

taylor swift_make it as teenager_coaching_vejle Det er fedt at have succes. Hvem der bare havde samme talent som Taylor Swift… At lave det man virkelig elsker, og så score kassen på det. Det må da være livet???

Men Taylor Swifts talent er kun en lille del af pakken, og opskriften på succes er langt fra en dans på roser. OK! Nogle af de populære kendisser har altid været populære. Nogle kan faktisk fortælle en historie om, at hele livet har været super godt, og derfor har de troet på alt godt, opsøgt alt godt og fået ”alt godt”…

Jeg kan huske at jeg selv har tænkt om Christiane Schaumburg-Müller, at hendes historie næsten virker for god til at være sand. Skolen var det fedeste. Veninderne var de bedste. Musik, dans, det hele var sjovt og nemt…. Jeg har tænkt, når jeg bliver forælder…. Hvordan giver jeg så mit barn det? Og jeg har tænkt… ”Gad vide om hun er rustet til at møde modstand?”.

Men udover den fascination jeg har haft over hendes vej til det liv hun drømmer om, så har jeg den allerstørste respekt for dem, der virkelig har kæmpet. Det er deres historier jeg drages af, inspireres af og virkelig husker. De der har oplevet mobning, modgang, svigt, sorg og alligevel ikke har valgt den nemme vej…. DE er for mig de vildeste inspirationskilder. Husk! Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Det kan være ligeså rigtigt at inspireres ved ”Den hurtigste vej til succes.”, som alt muligt andet. Jeg taler kun ud fra mig selv. Jeg deler med dig, hvornår jeg bøjer mig i støvet, og hvilke egenskaber, jeg gerne vil inspirere andre (måske dig?) til i højere grad at have.

Mod! Stilhed! Autencitet! Vilje! Vedholdenhed! Fantasi!

I min optik er det dyder, der kan få alle i mål. Med et eller andet. Det er klart. Kan du ikke synge, så er det ikke sikkert det kan få dig i mål som sanger…. Men krydrer du det med noget du er en smule god til, så er jeg sikker på at du lykkes. Som Taylor Swift….

 

Kender du hendes historie? Hun er virkelig en bonderøv. Seriøst! Og hun elsker at være opvokset som en bonderøv. Hun kalder det ”Den mest magiske og sjove barndom” med traktorkørsel, heste, køer, egern, marker og juletræs-plantage. Faktisk beskriver hun stilheden og friheden (altså her taler jeg om det modsatte af at være på facebook, twitter, cafe osv 24/7. (PS. Jeg gør det også!!)), som det der gav hende fantasien til at skrive.

By the way. Når du er i gang med at være cool, så har du for travlt til at lade fantasien løbe…. Giver det mening? Kan du kende det? Anyway! Videre… Taylor blev allerede bemærket i 1. klasse (Ja, nu er jeg på fornavn med hende), hvor hendes talent for at skrive digte var helt særligt. Hendes ordvalg var inspirerende, og lærerne var fascinerede. Hun var bidt af at formidle historier, og derfor havde hun et stort ønske om at spille skuespil, og allerede dengang forstod hun at hun måtte kæmpe for at få hvad hun ville. Derfor søgte hun hovedrollen i et lokalt skuespil, selvom karakteren var en dreng. Taylor var ligeglad. Hun ville have rollen, så hun klæde sig ud som en dreng med overskæg og øjenbryn, og så gik hun til audition og sang solo, og blæste dommerne bagover.

Herefter vidste hun, at hun havde talent, så hun fik lov at spille en masse skuespil. Men hun opdagede også at hun faktisk glædede sig mere til efterfesterne, hvor hun kunne synge karaoke, og de sange hun kunne lide…. var country…

Alle hendes kammerater syntes hun var underlig. Taylor var ligeglad. Hun ville bare synge og formidle hendes historier gennem country music. Så hun holdt fokus. Hun stillede op i alle de konkurrencer hun kunne komme til. Hun vandt også nogle af dem, og fik blandt andet lov at varme op for en stor country stjerne, Charlie Daniels, og synge USA’s nationalsang ”the National Anthem” solo ved en stor basketballkamp for the 76ers. Og derfor satte hun sig for at gå efter en pladekontrakt. 11 år gammel lavede hun en demo CD og plagede og plagede og plagede hendes mor om at få lov at komme til pladeselskabernes hovedstad, Nashville, hvor hun gik fra selskab til selskab til selskab – uden succes!! Men… I stedet for at give op, begyndte hun at tænkte over, hvordan hun kunne gøre sig selv mere interessant.

Hun skrev sange, hun øvede sig, hun stillede op til at synge på de lokale sportsfester og byfester. Publikum roste hende, men hendes skolekammerater synes hun var en mega geek. Når Taylor havde sine gennembrud og dine lokale aviser skrev om hende, kunne hun være helt sikker på, at næste dag i skolen blev forfærdelig. Og ikke kun på grund af onde blikke og hvisken i hjørnerne. En dag hvor Taylor gik hen til en bord i kantinen fyldt med piger og satte sig ned, rejste de sig alle op og gik. Det var forfærdeligt for hende. Og hun kunne ikke gøre noget. Hvis hendes mor tog fat i deres forældre, ville hun blive mobbet mere, så i stedet for at kæmpe mod det, valgte hun at bruge det til at lære at spotte menneskers adfærd og skrive om det. Havde hun haft en oplevelse i skolen, gik hun direkte hjem til sin guitar og begyndte at formidle det.

 

Hun tog oftere og oftere til Nashville sammen med sin mor for at få en mulighed for at få en pladekontrakt. Måske fordi mobningen var så ekstrem og hendes forældre følte sig så magtesløse valgte de at dedikere sig fuldt ud til at bakke op om den ene ting, der kunne få Taylor til at føle sig lykkelig, og besluttede sig for at flytte til Hendersonville i nærheden af Nashville. Her var det ok at kæmpe for sin succes, og Taylor fik skolekammerater og mødte opbakning omkring at ville på scenen, så der gik ikke længe inden et stort pladeselskab (RCA) skrev en 1 års prøvekontrakt med hende, som den yngste nogensinde. Kun 13 år.

Så skulle man tro, at hun var godt på vej…. Men da året udløb sagde pladeselskabet, at de ikke ville tilbyde hende at lave et album med hende før hun blev 18 år. Der stod hun med en kæmpe beslutning. Skulle hun blive og vente på den succes, som var i sigte? Eller skulle hun satse det hele og droppe samarbejdet for måske at finde nogen, der ville udgive hendes musik med det samme? Hvad havde du gjort??? Taylor…. Hun valgte at gå. Og tage kampen op igen. Hun vidste jo, at hun kunne komme fremad i modgang, og hun vidste at den strategi havde ført hende tættere og tættere på sit mål indtil videre. Så derfor tog hun kampen op. Igen!

Hun stillede op til ”Song Writers Night” på den legendariske The Bluebird Cafe, og her mødte hun manden som så hendes potentiale. Der var fyldt med legendariske mennesker i på cafeen den aften, men den her mand, Scott Borchetta, der ikke engang havde sit eget pladeselskab, så lyset i Taylor. Borchetta havde en drøm om at sige op og starte sit eget selskab, og han ville have at Taylor Swift blev hans første artist. Hun var selvfølgelig en lille smule i tvivl…. Men Taylor så potentialet og valgte igen den modige beslutning, så hun sagde ”ja”. Hendes mavefornemmelse sagde ”ja”, og hun vidste at mennesker med den rette mængde passion og vilje nok skulle nå i mål. Så derfor troede hun på ham. Hun kunne fornemme, at han også havde de kvaliteter som hun havde. Sammen skabte de magi. De løftede hinanden og kom ud over kanten med hver deres og også deres fælles drøm. 10 år senere… Nu lytter alle til hendes musik. Om man vil det eller ej, så kender man hele omkvædet: ”and the player is gonna play play play play play, and the haters is gonna hate hate hate hate hate. I’m just gonna shake shake shake shake shake shake. Shake it off, Shake it off!”. Har jeg ret…. Du har melodien på hjernen.

 

Jeg synes det er SÅ inspirerende, at Taylor har været så bevidst om, hvad der var rigtigt for hende, og været 100% tro mod det hele vejen.

Man kan spørge sig selv, om det var lykkes Taylor at få succes, hvis ikke hun havde haft sine forældres opbakning. Måske. Måske ikke. Musikken skabte hun selv. Modstanden i skolen valgte hun frem for at ”gøre som de andre”. Og planen lagde hun selv. Man kan også undre sig over, om hendes forældre havde kæmpet så hårdt for hendes succes, hvis de ikke havde været vidne til hendes mobning i flere år. Måske. Måske ikke. Men jeg tror. At når man virkelig virkelig vil noget. Så kommer det til at ske. Uanset om man har nogle til at køre sig til Nashville, låne sig penge eller hvad man måtte møde af udfordringer.

Se hendes historie fortalt på youtube:

 

Vil du derhen? Det er slet ikke sikkert… Og det behøver du ikke. Der er mange ofre på vejen dertil. Mange fester du går glip af og måske meget smerte undervejs. Men hvis tanker fylder i dig…. Tanken om at ville mere. Så er der én vej frem. Du skal turde mere. Kæmpe mere. Fejle mere. Sejre mere. Og når du møder modstand (og det vil du!!), så skal du acceptere det og vide, at det er et skridt på vejen mod DIT mål og DIT liv!