Giv dig selv omsorg og bliv lykkeligere…

Selvomsorg, stress og hormoner, make it as teenager

En af de ting jeg oplever rigtig meget i min coaching af unge kvinder, er at de ikke har lært at drage omsorg for sig selv. De føler sig deprimerede og stressede og kender ikke vejen ud af det igen. Mange ved godt, at der er sammenhæng mellem stress/depression og hormoner, men de færreste forstår hvordan man reducerer stresshormonerne og opbygger sundere lykkehormoner.

Hånden på hjertet! Grunden til at jeg ved det her, er fordi jeg har brugt 10-15 år på at gøre alt det forkerte, og jeg har gjort permanent skade på min krop. Hvis du har læst min profil, så ved du, at jeg har været nede at vende med stress, og måske bed du mærke i, at jeg fortalte at jeg gik i overgangsalderen, da jeg var 25 år – måske pga. stress. En ting er i hvert fald sikkert. Hormoner har fået min opmærksomhed, fordi jeg har mærket (og stadigvæk mærker) konsekvenserne ved at ignorere kroppens behov. Jeg har været stolt af at kunne overvinde smerte (indrømmet – jeg kan stadig få et kick af det), og det er en jo også en god egenskab, når man er officer, men prisen er, at min krop ikke kan de ting en kvindekrop skal kunne. Blandt andet at blive gravid. Derfor øver jeg mig hele tiden på at blive bedre til at slappe af og være følsom, men jeg er ikke i mål endnu. Og når jeg ind i mellem tror at jeg er verdensmester i at være følsom og nærværende, så bliver jeg mindet om, at jeg stadig har et stykke vej, når min kæreste siger: ”Jeg gider fanme ikke være kæreste med Clint Eastwood, så nu tager du dig sammen!”. Det er irriterende, men jeg ved godt, at han har ret, og at han gør det for min skyld.

Jeg tror på, at alt sker af en årsag, så jeg fortryder ikke, at jeg er hvor jeg er, med alt hvad det indebærer, men jeg tror på, at jeg kan hjælpe unge piger til at passe på sig selv og mærke efter, så de ikke begår samme fejl, som jeg har gjort. Derfor vil jeg dele lidt teori og en masse gode råd med dig!

Jeg vil give dig en kort forståelse for hvordan lykke, stress og hormoner hænger sammen, og hvorfor du hellere skal passe på dig selv, end at tage i fitness, når du føler dig stresset. Jeg tillader mig at simplificere forklaringerne meget, så det er lettere at forstå og huske, men hvis du har lyst til at gå i dybden med det, kan jeg anbefale dig at læse ”Livets hormoner” af Arvin Larsen.

 

Lykkehormoner

Der findes flere forskellige hormoner, der kan give os lykkefølelse. Fælles for dem er, at vi bliver stimuleret og kan få et sug i maven, når vi producerer dem, og vi har alle sammen vores vaner og veje til at få ”vores fix”. MEN er det meget vigtigt at være opmærksom på de konsekvenser, der er ved de forskellige fix. De fleste ved godt, at det ikke er sundt at bruge trøstespisning eller alkohol/stoffer som et fix, men ikke alle ved, at det kan være en ligeså vanskelig afhængighed at træne meget eller at ordne mange ting på tjeklisten. Vi får en lille dosis dopamin hver gang vi opnår noget (og det er nødvendigt, for at mennesket konstant kan udvikle sig), men problemet med det hormon er, at vi bliver afhængige af det. Det er det, der får os til at blive arbejdsnarkomaner og fortælle andre hvor meget vi har nået på en dag. ”Puha, jeg haft en sindssyg uge. Jeg har både lavet projekt i psykologi, lavet matematikaflevering, trænet fem dage, været til mormors fødselsdag, ordnet negle, købt gave til Anna, ændret mobilabonnement……..”… Kan du kende dig selv???? Når du skaffer dig selv en masse ”fix” hele tiden, så glemmer du at mærke kroppen, og så er det du får stress. Men hvad gør man så? Træning er da sundt, ikke???? Jo! Træning er sundt. Og vi skal kunne presse vores krop, når vi er i livstruende situationer. Vi skal kunne jage og kæmpe, så derfor bliver vi belønnet med endorfiner, når vi har haft pulsen oppe. Jo højere puls, jo mere adrenalin og derved jo flere endorfiner. Men! Kvinder er ikke designet til at jage og kæmpe. Det er ikke en del af vores overlevelse. Vi skal kunne passe børn, hjem og give trøst og kærlighed. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg får et kick af hård træning. Jeg synes det er en fest at gå rundt og have ondt alle steder på grund af træning, så jeg kender alt til lysten til at give den gas. Men når vi har stress i kroppen, og samtidig presser vores krop og overhører dens naturlige behov, så udelukker vi muligheden for at skabe de hormoner, der giver os følelsen af kærlighed og evnen til at værdsætte.

 

Sådan bekæmper du stress med selvomsorg

Men der findes heldigvis også lykkehormoner, der ikke giver dig stress. Som kvinde er det altafgørende for følelsen af lykke, at du skaber oxytocin, som du får, når du drager omsorg for dig selv og mærker din krop.

Oxytocin er det hormon, der gør det muligt at føle tilknytning til andre mennesker, at mærke hvad du har lyst til, og at have et kærligt forhold til dig selv. Du husker sikkert, da du var lille, at det var ting du ELSKEDE. Jeg elskede at sove i smørhullet midt mellem mor og far i soveværelset. Jeg elskede min lille hund, som blev behandlet som en baby. Jeg elskede julen, hvor min farmor rigtig tog sig tid til at bage og pynte od dekorere sammen med min bror og mig. Det ligger dybt i os at føle lykke gennem nærvær, lige indtil vi lærer at få vores fix ved at have travlt i stedet.

 

Men hvordan skaber man så oxytocin?

Der er flere måder at gøre det på, men nogle af de mest væsentlige ting er, at du åbner dig for andre, mærker din krop og plejer sig selv. Mere eller mindre alt hvad der føles feminint:

  • Selvforkælelse
  • Dybe vejrtrækninger
  • Mindfullness
  • Livsnydelse og hygge
  • Kropspleje
  • Dans og musik
  • Snak om følelser
  • Kys, kærtegn og berøringer
  • Massage
  • Yoga og meditation
  • Skabe dejlige omgivelser
  • Omsorg
  • Samvær med børn eller forældre
  • Tillid og fortrolighed
  • Alt nærvær og al opmærksomhed mellem mennesker

Gevinsterne er mange, og det kan være, at du kan se allerede nu, at det er præcis de her ting, du mangler for at føle dig lykkelig:

  • Du reducerer stresshormonet cortisol
  • Dit blodtryk daler og du føler dig rolig
  • Smertetærsklen øges
  • Du kan bedre optage næringsstoffer
  • Du får en bedre fordøjelse og mindre kolesterol
  • Dit immunforsvaret styrkes
  • Du bliver ikke så let bekymret
  • Du bliver ikke så let vred
  • Du føler mere overskud, nysgerrighed og kreativitet
  • Du føler mere velvære og større glæde
  • Du føler dig elsket og ønsket
  • Du føler omsorg og mærker omsorg
  • Du føler dig taknemmelig

Jeg er særligt glad for mindfull yoga og vejrtrækningsøvelser. Det giver mig ro, nysgerrighed, lyst sil samvær med andre, overskud og følelsen af taknemmelighed og værdsættelse. Jeg glemmer det ind i mellem, når jeg har travlt, og så mærker jeg først behovet, når jeg er alt for stresset, men så er det bare op på hesten igen.

Rom blev ikke bygget på én dag! Det er meget hurtigere at få sit fix ved at spise, løbe eller knokle, men hvis du virkelig vil gøre noget rigtigt for dig selv, så er det som med alt andet. Øvelse og vedholdenhed. Du skal give dig selv lov til at kede dig. Du skal slippe tanken om at skulle nå det hele på ingen tid. Du skal vælge at din lykke (og dit helbred) er vigtigere end dine præstationer. Og så skal du give verden den ærlig udgave af dig selv. Græd, grin og råb – helt uden filter!

 

God fornøjelse!

 

TIP: Hvis du vil forkæle dig selv, kan jeg varmt anbefale Aller Designs udvalg af velvære produkter: Velvære produkter fra Aller Design


NB: Linkene er affiliate.

Jeg anbefaler kun produkter, som jeg kan stå 100% inde for.