Et sidste eventyr…

At værdsætte livetPå min rejse til Himalaya havde jeg fornøjelsen af at bruge mine sidste tre dage med en Canadisk mand fra Mauritius på 73 år, der var på sit livs sidste eventyr. Hans kone ville ikke rejse mere, men han var (på trods af for højt blodtryk) ikke helt færdig med at opleve verden på nært hold. Vi mødte hinanden på en 12 dages vandring ved bjerget Annapurna, hvor han kæmpede for at holde trit med resten af gruppen. Jeg havde tænkt mig at bruge de efterfølgende tre dage alene i Katmandu, men han tilbød mig at følge med ham på endnu en tur ved et andet bjerg, og han lod mig vide, at han ville værdsætte mit selvskab. Det ville jeg langt hellere end at være midt i byens larm og forurening, så vi pakkede vores grej igen og tog afsted.
Vi havde nogle gode snakke om livet, men mest af alt værdsættende stilhed, mens vi vandrede på bjergsiderne. Der var den der fælles forståelse, som når to venner har kendt hinanden i årevis og tåler hinadens stilhed og kender hinadens ansigtstudtryk uden at gøre sig anstrengelser derpå.

Da jeg rejste hjem, græd han en smule. Han fulgte mig til mit lift til lufthavnen, og han manglede ord til at beskrive sin følelse, men jeg kunne forstå at det var taknemmelighed og vemodighed. Jeg havde det på sammen måde, men viste det ikke. På vejen til lufthavnen følte jeg en underlig glæde. Jeg har nogle gange været bange for at miste evnen til at værdsætte ting, fordi jeg synes jeg har oplevet og set så meget smukt og stort. Men Peter (som var hans kaldenavn) viste mig, at på trods af at han havde oplevet meget og havde rejst over hele verden, var han fuldt ud i stand til at værdsætte de små ting i livet. Alt hvad vi mødte på vores vej, kunne han glædes over. Et vandfald, en plante, mennesker, et spil kort, et glas vin…. Måske fordi han havde besluttet, at eventyret var “for sidste gang”…

Måske kan vi lære af det. For alt hvad vi oplever er i virkeligheden “sidste gang” vi oplever det på præcis den måde, i præcis det øjeblik. Og hvem ved i øvrigt, hvornår vi lever vores sidste dag. Når vi går rundt og tror vi har alt mulig tid i verden til at se og gense ting, bliver de mindre værd. Mennesker, mad, rejser, penge – alt.

Hvad ville der ske, hvis vi allesammen var på vores sidste eventyr? Ville vi måske græde ved afsked med mennesker, vi kun lige havde mødt?

BilledeDa vi kom hjem sendte han mig en varmhjertet mail, og han havde vedhæftet nogle billeder af hans oplevelser siden jeg tog hjem. Han vedhæftede også billeder af tre malerier, som han havde købt til evigt minde om vores vandring.

De forestillede tre personer der vandrer sammen ved Himalaya, Peter, vores guide og jeg.

Jeg er så taknemmelig for den oplevelse, og jeg har lovet at besøge Peter og hans kone i Canada. Det løfte vil jeg holde, og jeg glæder mig til endnu et eventyr!


NB: Linket er affiliate.

Jeg anbefaler kun produkter, som jeg kan stå 100% inde for.